Retfærdiggørelse (af C. H. Spurgeon)

Hvordan kan en retfærdig Gud retfærdiggøre et skyldigt menneske?

Da jeg blev overbevidst om synd, havde jeg en klar erkendelse af Guds retfærdighed. Hvad synd end var for andre mennesker, så var det for mig en uudholdelig byrde. Det var ikke først og fremmest Guds vrede på dommedag, jeg frygtede, men snarere synden. Jeg følte, min skyld var så stor, at hvis Gud ikke straffede mig for synden, burde han gøre det. Jeg følte, at hele jordens dommer burde fordømme min synd. Jeg sad til doms og fordømte mig selv til fortabelse, for jeg måtte bekende, at hvis jeg var Gud, kunne jeg ikke andet end sende et sådant skyldigt menneske som mig til det nederste helvede. Samtidig var jeg dybt foruroliget over Guds navns ære og retfærdigheden i hans moralske styrelse af verden. Det kunne ikke tilfredsstille min samvittighed, hvis jeg blev tilgivet uretfærdigt. Den synd, jeg havde begået, måtte straffes. Men spørgsmålet var så: Hvordan kan Gud være retfærdig og alligevel retfærdiggøre mig, der er skyldig? Jeg spurgte mig selv: Hvordan kan Gud være retfærdig og samtidig erklære syndere retfærdig? Jeg var bekymret og træt af det spørgsmål og kunne ikke besvare det. Det er sikkert og vist, at jeg aldrig selv kunne have fundet et svar, der ville have tilfredsstillet min samvittighed.

Guds plan

Læren om forsoningen er efter min mening et af de sikreste beviser på, at Bibelen er Guds Ord. Hvem ville eller kunne have tænkt på den retfærdige hersker, der dør for den uretfærdige oprører? Dette er ikke menneskelig teologi eller poetisk fantasi. Denne måde at forsone på er kun kendt blandt mennesker, fordi den er et faktum. Drømme kunne ikke have opfundet den. Gud forordnede den. Den sag kan ikke være opdigtet. Jeg havde fra min ungdom af hørt om frelsesplanen ved Jesu offer, men jeg vidste ikke mere om den i mit hjerte, end hvis jeg var født og opvokset som hottentot. Det ramte mit hjerte som en ny åbenbaring, så friskt som havde jeg aldrig læst i Bibelen, at Jesus blev forkyndt som en ”soning for vore synder” (Første Johannesbrev 2,2), for at Gud kunne være retfærdig.

Gud er retfærdig

I min foruroligelse over muligheden af at en retfærdig Gud tilgav mig, så jeg ved tro, at Guds Søn blev menneske og i sit legeme bar min synd op på korsets træ. Jeg så, at han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt (Esajas 53,5). Har du nogen sinde set det? Har du nogen sinde forstået, hvordan Gud kan være fuldt ud retfærdig og ikke eftergive straf eller se gennem fingre med overtrædelser og alligevel være uendelig barmhjertig og frikende den ugudelige, der omvender sig til ham? Gud er i stand til at se bort fra min synd, fordi hans Søn påtog sig at tilfredsstille loven ved at bære straffen, der tilkom mig. Guds lov blev mere tilfredsstillet ved Kristi død end den ville være blevet, hvis alle overtrædelser var blevet straffet for evigt. Guds Søns lidelse for synden var en herligere stadfæstelse af Guds moralske styrelse af verden, end hvis hele menneskeheden havde lidt.

Jesus har båret dødsstraffen i vort sted!

Se underet! Der hænger han på korset! Dette er det mest betydningsfulde syn, du nogen sinde vil se: Gud og menneske i én person! Der hænger han og bærer uudsigelige smerter – den retfærdige for de uretfærdige – for at føre os til Gud (Første Petersbrev 3,18). Hvilket herligt syn! Den uskyldige der lider! Den hellige der er fordømt! Den evigt velsignede gjort til en forbandelse! Den uendeligt herlige overgivet til en vanærende død! Desto mere jeg betragter Guds Søns lidelser, desto sikrere er jeg på, at de dækker mit tilfælde. Hvorfor led han, hvis det ikke var for at fjerne straffen fra os? Hvis han fjernede den ved sin død, så behøver de, der tror på ham, ikke at frygte den. Da forsoning er tilvejebragt, er Gud i stand til at tilgive uden at rokke grundlaget for sin trone eller slække lovens krav det mindste. Samvittigheden får et dækkende svar på sit store spørgsmål. Guds vrede over en hvilken som helst synd er frygteligere, end vi kan fatte. Med rette sagde Moses: Hvem kender styrken i din vrede? (Salme 90,11). Dog, når vi hører herlighedens Herre råbe: Hvorfor har du forladt mig? (Salme 22,1), og ser ham opgive ånden, så føler vi, at Guds retfærdighed har modtaget rigelig tilfredsstillelse ved en så fuldkommen lydighed og ved en så frygtelig død, udført af en så guddommelig person. Hvis Gud bøjer sig for sin egen lov, hvad kan der så gøres mere? Der er mere fortjeneste i forsoningen, end der er gældsstiftelse i al menneskelig synd. Det var undernes under, at Herren Jesus Kristus skulle gå i vort sted og bære sin Faders retfærdige vrede, for at vi aldrig skulle bære den. Men han har gjort det. Det er fuldbragt. (Johannesevangeliet 19,30). Gud vil frelse synderen, derfor sparede han ikke sin Søn. Gud kan se bort fra vore overtrædelser, fordi han lagde dem på sin enbårne Søn.

Hvad vil det sige at tro på ham?

Det er ikke blot at sige: ”Han er Gud og Frelser”, men det er sætte sin lid til ham helt og aldeles og regne med ham for hele din frelse fra nu og til evig tid, så han er din Herre, din Mester, dit Alt. Hvis du vil have Herren Jesus, så har han dig allerede. Hvis du tror på ham, kan du ikke gå fortabt, for det ville ophæve virkningen af Kristi fuldkomne offer. Hvis Herren Jesus Kristus døde i mit sted, hvorfor skulle jeg så dø? Enhver troende har ved troen lagt sine hænder på offeret og har gjort til sit og kan derfor hvile i den forvisning, at han aldrig kan gå fortabt. Gud Fader ville ikke modtage dette offer i vort sted og dernæst dømme os til at dø. Gud Fader kan ikke læse vor benådning skrevet i sin Søns blod og derefter slå os. Det er umuligt. Om du dog måtte få nåde til staks at se hen til Jesus, som er nådens kildespring for skyldige mennesker! Vil du gå ombord i denne redningsbåd lige som du er? Her er redning for skibbrud. Modtag den sikre redning. Spring som du er, og spring nu. Jeg vil fortælle dig dette om mig selv for at opmuntre dig. Mit eneste håb om himlen er i den fulde forsoning fuldbragt på Golgatas kors for de ugudelige. Det har jeg sat min lid til. Jeg har ikke skyggen af et håb andetsteds. Du er i samme situation som jeg, for ingen af os har noget i os selv, der er værd at sætte sin lid til. Lad os tage hinanden i hånden og stille os ved korsets fod og overgive vore sjæle en gang for alle til ham, som udgød sit blod for den skyldige. Vi vil blive frelst ved den ene og samme frelser. Hvis du går fortabt, mens du stoler på ham, så må jeg også gøre det. Hvad kan jeg gøre mere for at bevise min tillid til det evangelium, jeg præsenterer dig for?

Charles H. Spurgeon